Jeg har malet i den klassisk modernismes tradition, men også arbejdet i det abstrakte område. Både de abstrakte billeder og de figurative billeder tilstræber en harmoni og intensitet i komposition og farver, lys og skygge, koldt og varmt, samt detalje og helhed.
Oplevelsen af harmoni kan fremkalde fornemmelse af balance. Fornemmelsen for balance mellem elementerne farver eller former osv. giver betragteren en ro.
Men da harmonien ikke er fuldstændig, fordi maleriet er lavet i en timelig verden med indbyggede tilfældigheder, er der også spor af den maleriske aktion, handling, der giver en dynamisk uro. Harmonien er underlagt en situeret verden.
Altså er betragteren indført i en tilstand af spænding mellem harmoni og dynamik. Det ideale og det kaotiske. Og når bevidstheden kommer ind i billedet: Åndens progressive opvågnen i materialet.
Denne tilstand ligner naturens skabende princip. Og det er også ved at maleren ser naturen med sine egne skabende metoder, nemlig maleriet, at naturens skabende princip spejler sig i kunsten, både malerens sjæl, maleriet og siden betragteren.
Når maleriet spejler naturens skabende princip kan man, og har man, fortolket det på mange måder. Som Gud eller som universelle mekanismer, eller blot som flygtige processer, eller psykologiske mekanismer i et dyr med en højt udviklet hjerne, kaldet homo sapiens.
Man har jo også i historiens forløb kommet med den indvending, at det hele er en konstruktion i menneskets bevidsthed.
Man kan altså både opfatte verden sådan, at der er nogle principper, der ikke er individuelle, evt. formidlet via kunst, eller man kan mene, at det hele er en individuel konstruktion.
Man kan ikke afgøre denne strid, da det sidste argument jo altid kan påstå, at ethvert svar er en konstruktion. Derfor kan det kun handle om at tro på en af modellerne. ( Derfor handler det også om den enkelte beskuers tro på kunstoplevelsen, og dermed om evnen til indlevelse)
Hvis man tror på den første model, altså at visse principper ikke er en individuel konstruktion, er der noget der overskrider individdet. Sproget kan prøve at forklare disse princpper, maleriet kan prøve at vise disse principper. Maleriet kan fremsille det uudsigelige, men tilstædeværende.Det kan formidle noget nærvæende (det materielle billede) og noget andet (illusionen det fremkalder), "andetheden".
Hvordan kan vi så vide at vi oplever noget mere, andetheden? Jeg tror at når man oplever noget smukt i et billede genkender man ubevidst noget harmonisk og dets konfrontation med det disharmoniske, kaos, uroen. Man oplever den erfaring af andethed mennesket har givet videre gennem generationer i kunst.
Kunsten er en kæde af erfaringer om "det mere" i tilværelsen, ikke at kunsten altid bliver bedre eller dårligere, men noget af kunstens erfaring bliver genoplivet, på en ny måde, på et eller andet tidspunkt.
Det interessante for den enkelte beskuer er, at man kan udvide sin fornemmelse for andetheden, for "det mere" Det kan man ved at se ny kunst, ved at få nogle ting forklaret, og ved at se de samme billeder flere gange. Når man ser det samme billede flere gange overskrider man det første indtryk, hvor man prøver at overskue billedet. Dernæst oplever man skønheden i de enkelte harmonistykker, og igen hvordan disse står i forbindelse med helheden. Eller er i konflikt med helheden.
Man synes måske et billede kan være uskønt, kaotisk, osv. første gang man ser det. Men når man ser det flere gange, kan man måske overskue billedet, og begynde at se en hvis helhed i noget man ikke først kunne se. Man ændrer sin erfaring af skønhed.
Det kan også være at man til stadighed ikke kan se noget i billedet, så kan det være at billedet ikke passer til ens personlige temperament, at man ikke er åben for nye synsmåder; eller at billedet ikke er kunst.
Hvis man ændrer sit syn på skønheden, altså ser noget smukt i et billede man ikke så første gang, får man erfaringen af at verden kan være smuk på flere måder. Fremstillingen af, at verden er mangetydig. Det er det, nogle kalder dannelse.
Verden kommunikerer mere end nogensinde med billeder. Altså er den visuelle dannelse en nødvendig forudsætning for at begå sig i verden, hvis man ikke vil have et statisk verdensbillede. Kampen mellem verdensbilleder er kulturelle, ideologiske, religiøse og eksistentielle brydninger.
For at kunne orientere sig i disse brydninger, må man hengive sig til en overskridese af sine forprogrammerede billedopfattelser.
Dermed opstår der to muligheder opfattelsen af verdensfremstilling; som entydig eller mangetydig. Kunsten er ofte brugt til at fremstille verden entydig, men den har et inbygget sammenbrud og genopståen, der omstyrter entydige verdensbilleder.
Denne kamp mellem entydige og nuancerede verdensbilleder er den globale kulturkamp. Diktatorer, hardcore ideologer, religiøse fanatikere og materielt druknede mennesker, vil ofte fremstille verden med en entydighed, der vil styrte sammen med den voldsomhed, hvormed man fastholer sit verdensbillede.
Selv vestens elite har en tendens til en entydighed fra oplysningstidens verdensfremstilling; nemlig det videnskabelige sprog. Dermed kan man undervurderer den visuelle fremstilling af det uudsigelige men nærværende, den æstetiske dannelse. Og det er her fremtidens kampe vil foregå.
Billeder der ved tilbagevendende oplevelser bærer på en af erfaring af naturens skabende princip, mellem harmoni og dynamik, i mennesket, og som rækker ud over individdet, er kunst.
Ord der er rellateret til kunst:
Kunstmalere, kunstmaler, kunstmaleri, danske kunstmalere, døde kunstmalere, afdøde kunstmalere, kunstmaler borsselv, kunstmaler korn, kunst, kunstmalere, statens museum for kunst, kunstnere, billedkunst, kunstmaler, tryllekunstner, kunstforeninger, billedkunstnere glaskunst, kunstige negle erotisk kunst, akademien københavn kunst, kunstskoler statens