Historie

Zoneterapi er en ikke-medicinsk behandlingsform, hvis rødder går flere tusinde år tilbage.

Reflekszoneterapien tager udgangspunkt i, at en ubalance i kroppen sætter sig i muskulaturen. Ved at bearbejde punkter på fødderne og på kroppen kan man løse op for disse muskelspændinger og sørge for, at musklerne får en større blodgennemstrømning.
Selv for over 5.000 år siden behandlede man med trykpunkter i både Indien og Kina.
Det er så vidt man ved, kineserne der har sat zoneterapi punkterne i system.

At det igen blev glemt, skyldes formodentlig at akupunkturen, som et skud af samme gren, satte sig stærkere igennem. Flere indianerstammer har også haft kendskab til de reflektoriske sammenhænge og brugt dem på deres syge. Indianske beretninger fortæller , at de unge mænd, når de havde været i krig eller var blevet skadet efter jagt, blev sat til at løbe på skovstier, der var belagt med små sten. De mente at de små sten derved trykkede på punkter under mændenes fødder, og at de unge mænd således kunne blive fri for deres smerter og spændinger. Denne viden gik i arv gennem århundreder og bruges den dag i dag stadig i nogle reservater til at lindre smerter.

Øjensynligt har syge mennesker, i det mindste i Europa, Asien og Amerika, længe intuitivt brugt talrige varianter af tryk på bestemte kropsområder for at overvinde deres sygdomme.

Man har i Nordeuropa fundet hulemalerier der illustrerer mennesker der sidder og trykker andre under fødderne.

I de mellemeuropæiske lande blev lignende metoder beskrevet af lægerne Adamus og A'Tatis i 1582. På samme tid offentliggjorde lægen dr. Ball i Leipzig et skrift om organfjernbehandling ved hjælp af trykpunkter.

Den store florentinske billedhugger Benvenuto Cellini (1500-1571) lod med held sine smerter i hele kroppen behandle ved hjælp af kraftige tryk på fingre og tæer.

Den 20. amerikanske præsident Garfield (1831-1881) fandt kun lindring for sine smerter efter et attentat ved trykbehandling på begge fødder. Alle andre smertestillende midler havde ingen virkning.

Når vi i dag uvilkårligt reagerer ved at bide tænderne sammen, knytte hånden eller spontant trykke på et akut smertende sted, benytter vi os instinktivt af reflekszonerne.

I 1916 offentliggjorde lægen dr. Edwin F. Bowers for første gang dr. Fitzgeralds terapi, som han kaldte "Zoneterapi". Et år senere udgav de sammen bogen "Zone therapy". Den indeholder sygehistorier og behandlingsforslag for praktiserende læger, tandlæger, gynækologer, øre-næse-hals-læger og kiropraktorer.

I 1925 udtrykte dr. George Starr White det således, "var zoneterapien den mest kendte af alle manuelle terapier i USA og i øvrigt overalt, hvor man udgav medicinske bøger og tidsskrifter".

Fitzgerald afholdt kurser og samlede en hel kreds af praktiserende omkring sig. Selv i den første udgave af bogen "Zone therapy" har han fået tegninger med af fodzonerne i overensstemmelse med hans 10-zone-inddeling af kroppen. Det er meget nærliggende at tro, at det er den overleverede viden fra den indianske folkekultur, han her har benyttet sig af.