Sorte huller | Solsystemet | Solens naboer | Stjernerne | Yder univers | Jordens Klima | Thors forside SOLSYSTEMETSolen Solen blev dannet for ca. 4,5 mia. år siden, da interstellare gasser og partikler begyndte at trække sig sammen p.g.a. gravitationen (massetiltrækningskraften). På et tidspunkt nåede massetætheden det kritiske punkt og startede en kerneproces (fusion). To brintatomer smelter sammen og bliver til et heliumatom. Ved fusionen bliver der en lille rest energi til overs. Denne energi frigøres i form af stråling. To heliumatomer kan også fusionere og danne kulstof, og igen bliver der en rest energi til overs, der frigøres som stråling. Solen er ca. 1,4 mio. km. i diameter, og det er 109 gange Jordens diameter. Afstanden mellem Solen og Jorden er 149,6 mio. km., og denne afstand kaldes en astronomisk enhed; på engelsk: Astronomic Unit = A.U.
SOLEN Merkur Omkring Solen kredser mindst 8 planeter og 3 dværgplaneter. Den yderste, kendte dværgplanet blev opdaget i 2003. Tættest Solen kredser Merkur i sin bane 0,387 A.U. (57,9 mio. km.) fra Solen. Merkur har en diameter på 4.880 km.
MERKUR Venus Den næstinderste planet hedder Venus. Dens bane er næsten cirkulær, og i en afstand af 0,723 A.U. (108 mio. km.) fra Solen. Venus har en diameter på 12.100 km. og er kun lidt mindre end Jorden. Venus og Jorden kaldes også for tvillingeplaneterne. Det er ret tankevækkende, for på Venus er drivhuseffekten gået amok og atmosfæren meget tæt, giftig og syreholdig. Der er konstant voldsomme lynudbrud i atmosfæren, og det regner med svolvsyre.
Jorden Den 3. planet er vores gode gamle Jord. Jorden kredser i en let elliptisk bane om Solen. Middelafstanden er på 149,6 mio. km. (1 A.U.). Jordens diameter er på 12.756 km.
JORDEN Månen Jordens måne kredser i en afstand fra 363.300 km. til 405.500 km. fra Jorden (gns. 384.400 km.). Diameteren er på 3.475 km. hvilket betyder, at den er større end dværgplaneten Pluto. Omløbstiden omkring Jorden er på 29,531 dage, og det er præcist samme tid, som en rotation om dens egen akse tager. Derfor vender månen altid samme side mod Jorden. Det kaldes for bundet rotation.
MÅNEN
Mars Mars er den næste i rækken af planeter. Middelafstanden til Solen er 1,524 A.U. (228 mio. km.) og Mars er godt og vel halvt så stor som Jorden og dens diameter er på 6.794 km. Mars har to små måner, Phobos og Deimos.
Flydende vand på Mars? Granskning af billeder taget af NASA´s Mars Explorer tyder på, at der til tider forekommer flydende vand på Mars. Ved at sammenligne billeder taget af samme områder med 7 års intervaller har NASA´s forskere opdaget aflejringer på de nyeste billeder, som ikke var der på de 7 år gamle billeder. Formen på aflejringerne ser ud, som man ville forvente i forbindelse med flydende vand. De har fingerlignende forgreninger på kraterskråningerne og løber let rundt om små forhindringer.
Billederne viser aflejringer, der er mindre end 7 år gamle. Den mængde vand, der skal til for at danne disse aflejringer, svarer til indholdet af 5 - 10 swimmingpools. Flydende vand - i modsætning til frossen is og vanddamp, som man ved findes på Mars, anses for at være altafgørende for eksistensen af liv. De nye opdagelser øger muligheden for, at der findes mikroskopisk liv på planeten. Mars´ atmosfære er så tynd, at flydende vand ikke kan eksistere ret lang tid på overfladen. Vandet vil både fordampe og fryse til is på samme tid. Billederne giver dog håb om, at der findes flydende vand under Mars´ overflade. Asteroiderne Mellem Mars og Jupiter findes asteroidebæltet, der består af millioner af større og mindre objekter. Den samlede masse af alle objekter i asteroidebæltet er mindre end Månens masse. Om asteroidebæltet er resterne af to store objekter, der er kollideret, da solsystemet var ungt, eller det består af materiale, der er blevet til overs efter planetdannelsen for ca. 4,5 mia. år siden, ved man ikke. Min personlige teori er, at asteroiderne er en planet, der aldrig blev dannet, måske fordi den var for tæt på Jupiters voldsomt store tyngdefelt. Jeg begrunder det med, at når man ser på planeternes afstand til hinanden og til Solen, synes der at mangle en planet, der hvor asteroidebæltet er. Asteroidebæltet er leverandør af meteorer, som er objekter, der f. eks. på grund af kollision med hinanden bliver slynget ud af deres baner i asteroidebæltet. Nogle af disse objekter slynges indad mod Solen, og krydser således Jordens bane på vejen. Nogle få af dem rammer Jorden, Venus og Merkur, men langt størsteparten opsluges af Solen. Andre slynges længere ud i Solsystemet, og nogle af disse slipper ikke forbi Jupiter. Det største objekt i asteroidebæltet hedder Ceres. Den er 930 km. i diameter. Siden d. 25. august 2006 betegnes Ceres ikke længere som en asteroide. Der er indført et begreb, der hedder dværgplaneter, og Ceres er én af foreløbigt 3 objekter i Solsystemet, der har fået denne nye betegnelse.
DVÆRGPLANETEN CERES Den 12. februar 2001 foretog rumsonden NEAR-Shoemaker en blød landing (med 8 km/t) på asteroiden Eros. NEAR-Shoemaker havde i et års tid undersøgt og fotograferet asteroiden, og i februar 2001 var den ved at løbe tør for brændstof til sine styreraketter. Man besluttede i NASA at prøve, om man kunne bringe NEAR-Shoemaker ned på Eros´ overflade. Den uplanlagte landing blev en succes, og NEAR-Shoemaker blev efter landingen ved med at sende signaler tilbage til NASA.
ASTEROIDEN EROS FOTOGRAFERET FRA NEAR-SHOEMAKER
DETTE ER DET SIDSTE BILLEDE, NEAR-SHOEMAKER SENDTE FRA LANDINGEN PÅ ASTEROIDEN EROS. NEAR-SHOEMAKER FORTSATTE MED AT SENDE DATA TILBAGE TIL NASA EFTER LANDINGEN. Jupiter Så kommer Jupiter. Den 5. planet fra Solen er langt den største. Denne gaskæmpe er så stor, at den kan rumme alle de andre planeter i Solsystemet. Dens diameter er på 143.000 km. Afstanden til Solen er 5,204 A.U. (778 mio.km.). Jupiter har mange måner. Der er fundet 63, hvoraf nogle er ganske små, og der er sikkert flere uopdagede måner i dens kredsløb. Ganymedes er Solsystemets største måne. Den er større end planeten Merkur.
JUPITER Fire af Jupiters måner
IO MED VULKANUDBRUD Saturn Nummer 6 i rækken fra Solen er Saturn. Saturn er ligesom Jupiter en gaskæmpe, og den er især kendt for sine ringe, der består af en blanding af små og større isklumper og isbelagte småsten. Saturns diameter er120.500 km, altså 22.500 km mindre end Jupiters. Afstanden til Solen er 9,582 A.U. (1.434 mill. km.).
SATURN
Saturn har også mange måner. Indtil nu har man fundet 47. Titan blev verdensberømt i 2005, da rumsonden Cassini-Huygens ankom til Saturn systemet og sendte en sonde ned på Titans overflade.
Casini-Huygens kredser fortsat om Titan og sender opsigtsvækkende radarbilleder tilbage til Jorden.
Ø I METANSØ PÅ TITAN Uranus Udenfor Saturns bane kredser gasplaneten Uranus i en afstand af 19,194 A.U. (2.872 mio. km.) fra Solen. Dens diameter er 51.100 km. Også Uranus har måner. Der er 27 kendte måner, hvoraf de fleste er meget små. Uranus har et tyndt ringsystem.
URANUS
URANUS´ MÅNE TITANIA Neptun Den 8. planet hedder Neptun. Afstanden til Solen er 30,047 A.U. (4.495 mio. km.) og diameteren er næsten som Uranus´, nemlig 49.500 km. Neptun har 13 kendte måner, hvoraf Nereid, der er ganske lille, og Triton er de bedst kendte.. Ligesom Saturn og Uranus har Neptun også et ringsystem.
NEPTUN
NEPTUNS MÅNE TRITON Pluto Pluto regnedes indtil for nyligt for solsystemets yderste planet, men nu må den afgive den værdighed til Sedna. Pluto er mindre end Månen, men sin lidenhed til trods har den selv en måne, Charon (Færgemanden). Plutos afstand til Solen varierer meget under kredsløbet, der er meget elliptisk og i øvrigt hælder meget i forhold til de andre planeters planer. Den gemmensnitlige afstand er 39,236 A.U. (5.870 mio. km.). Diameteren er bare 2.190 km. Plutos lidenhed førte d. 25. august 2006 til, at den blev degraderet til dværgplanet. Indtil videre består Solsystemet således af 8 planeter: Merkur, Venus, Jorden, Mars, Jupiter, Saturn, Uranus og Neptun samt af 3 dværgplaneter: Pluto, Ceres og planetkandidaten 2003 UB313.
PLUTO & CHARON Sedna Den 21. oktober 2003 blev den 9. planet opdaget. De tre billeder, der er taget med 1 1/2 times intervaller, afslører en planet, der er større end Pluto og har en omløbsbane, der er voldsomt elliptisk, idet den varierer fra 38 A.U. til 97 A.U. Dens gennemsnitlige afstand til Solen er altså ca. dobbelt så stor som Plutos (ca. 10.150 mio. km.) Planeten med det videnskabelige navn 2003 VB12 er blevet navngivet Sedna, der er en eskimoisk havgudinde. Den har en omløbstid om Solen på 557 år. Om Sedna også har måner, må fremtiden vise. Officielt har Sedna endnu ikke fået planetstatus.
TRE BILLEDER, DER FØRTE TIL OPDAGELSEN AF SEDNA (INDRINGET). Længst ude. Endnu længere ude findes Kuiperbæltet, det er herfra nogle af kometerne kommer. Kuiperbæltet består af is, fra små partikelstore til klumper på størrelse med små måner. Kuiperbæltet begynder et stykke udenfor Neptuns bane og breder sig ud til en afstand af 120 A.U. fra Solen (18.000 mio. km.) Herude opdagede NASA for nyligt et objekt, man først troede var den 10. planet; men det viste sig hurtigt, at den var for lille til at kunne betegnes en planet. Dværgplaneten har fået det videnskabelige navn: 2003 UB 313. Kometer Herude i Kuiperbæltet findes der stof til kometdannelse. Hvis to store isklumper støder sammen, kan en af dem (eller begge) få ændret bane, så den sendes mod Solen. Kometer er Solsystemets hurtigste objekter. De består af snavset is, der enten kan være løst sammenkittet eller mere fast. NASA sendte for nyligt et fartøj afsted mod kometen Temple 1, med det formål at smadre en sonde på kometens overflade. Herved fik man data om kometens sammensætning og densitet. Her er et billede af kometen Temple 1 og af det øjeblik, da sonden slog ned på dens overflade (billedet er taget fra moderfartøjet, der frigjorde sonden).
KOMETEN TEMPLE 1
TEMPLE 1 IMPACT Oort skyen Helt derude, hvor grænsen for Solens fysiske, gravitationelle og dynamiske grænse går, ligger Oort skyen. Fra ca. 5.000 A.U. til 100.000 A.U fra Solen ligger en tynd sfærisk sky af partikler og himmellegemer, og det er her, de langperiodiske kometer stammer fra. Oort skyen indeholder milliarder af kometer, der typisk befinder sig titusindvis af millioner kilometer fra hinanden. De er kun svagt bundet til Solens tyngdefelt, og kommer en passerende stjerne så tæt på, at dens tyngde forstyrrer Solens tiltrækning af objekter i Oort skyen, kan kometer løsrive sig fra deres bane, og enten blive slynget ud i det interstellare rum eller ind mod Solsystemets midte. Også hvis Solsystemet passerer en interstellar gassky på sin rejse rundt om Mælkevejens centrum, kan der opstå forstyrrelse af kometbaner i Oort skyen. Interstellare gasskyer har langt større masse end Solen, og når Solsystemet passerer en sådan gassky med ca. 300 - 500 millioner års mellemrum, bliver byger af kometer sendt mod Solsystemets indre. Ved Oort skyens ydre grænse, 3 lysår eller ca. 30 billioner km. fra Solen, ophører Solsystemet og det interstellare rum begynder. Herude er Solen ikke den nærmeste stjerne, for 1 lysår længere ude ligger Solens nabostjerne Alpha Centauri. |
